Som du måske ved, laver jeg også musik.
Det er snart 10 år siden, jeg kastede mig ud i denne skønne kunst.
Jeg ville lave en video i forbindelse med min roman Indgange (2017), så jeg satte mig ind til et klaver på min daværende arbejdsplads og legede lidt.
Det kom der en lille trailer ud af, som jeg fik meget ros for, både for billedmaterialet og musikken. Og så vidste jeg, at det her var noget, jeg ville lave mere af.

Så efter en meget stejl læringskurve, utallige forsøg med at finde ud af, hvad det var jeg ville, kom Parallax_Incursion til verden. Og i 2020 var jeg klar.
Lidt efter lidt kom der hold på formerne, og mit første egentlige album blev lagt på Bandcamp. Dér hvor det hele faldt på plads var med albumet Dead Language Sequencer. Før det skete lagde jeg dog to andre albums op, der ikke var Ambient, men mere eksperimenterende.
Og denne glæde ved at lave musik, der måske falder lidt uden for rammerne, har jeg stadig.
Men i virkeligheden begyndte det hele i 1984, den dag Tom og jeg besluttede os for at pjække fra skole.

Videoen ovenfor er et af numrene fra Dead Language Sequencer

Et par dage før sad jeg og så et musikprogram fra Sverige (også dengang var svenskerne meget bedre end os til kulturprogrammer), hvor der optrådte et band fra Frankrig, der hed Indochine.
Det var noget elektropop med en forsanger med et ret sejt hår, men ikke mindst sangen var vildt fed. Og musikken. Uhh, lige efter mit hoved. Synths og trommer sad knivskarpt.

Det viste sig, at Tom også havde set programmet, og vi snakkede om synths og elektroniske trommer.
Vi havde ingen penge at købe sådan noget for, ingen steder at øve, hvis det mirakuløst skulle vise sig, at vi kunne komme i nærkontakt med sådanne vidundere (det mirakel hændte aldrig), men vi vidste, hvor vi kunne se på sagerne.

Så vi droppede skolen og tog til Hvidovre, hvor der lå en musikforretning, som havde både synths og trommer. Hele turen fra Valby til Hvidovre snakkede vi om Indochine, Depeche Mode, Yazoo, AC/DC (sic!) og Kraftwerk. Vi snakkede om, hvor fedt det kunne være, hvis vi kunne lave sådan noget musik.
Jeg tror dog godt, at vi inderst inde vidste, at det ville vi aldrig få råd til (jeg gjorde i hvert fald), men drømme kan man jo altid.
Og vi fik rent faktisk lov til at prøve instrumenterne.

Jeg er sikker på, at ejeren godt vidste, at sådan et par unger ikke kom for at købe, men vi fik alligevel lov til at spille på instrumenterne, og vi var fulde af entusiasme. Jeg var ikke god til klaverspillet, men trommerne! Det kunne jeg. Åbenbart så meget, at ejeren spurgte, om jeg havde spillet længe. Jeg stod og glanede og mumlede, at jeg aldrig havde spillet trommer før, hverken rigtige eller elektroniske.
Vi fik lov til at "spille" i en halv time, ejeren viste Tom et par akkorder, og jeg fik sågar lov til at prøve et rigtigt trommesæt!
Sikke en vild pjækkedag, tag den Ferris Bueller, amatør!

Fast Forward 40 år.
Nu har jeg så spillet analoge trommer i over 40 år. Jeg har spillet punk, rock, blues, reggae, metal, bølleprogrock m.m., men endnu ikke elektropop på elektroniske trommer. Den tid, den glæde.
Og ikke mindst har demokratiseringen af produktionsmidlerne (musikprogrammer, MIDI-instrumenter og andre digitale genialiteter) gjort, at jeg har realiseret en 40 år gammel drøm.
Nemlig at lave en eller anden form for elektronisk musik selv.

Det kan da godt være, at den ambiente musikstil, jeg har valgt at lave ikke passer til alles ører, men sådan er det jo med smag og behag (eller ubehag). Jeg synes, at det er fedt - og det synes andre også ifølge de tilbagemeldinger, jeg har fået.
Så jeg klør på.
Hvis du har lyst til at høre, kan du lytte mig på Bandcamp