En anmelder i Berlingske Tidende spørger, hvorfor man dog gav Abdulrazak Gurnah Nobelprisen i 2021, når der findes så mange andre gode forfattere. Her nævner anmelderen Salman Rushdie (jeg er fuldstændig enig, men ikke på bekostning af Gurnah. Man kan vel med rette sætte større spørgsmålstegn ved, hvorfor Bob Dylan fik den). Jeg selv undrer mig over, hvorfor Nobelprisen ikke er gået til Don Delillo, Richard Ford, Peter Nadas eller Inger Christensen. Eller hvad med at give den til Jørgen Leth, det ville være vildt! Til gengæld er jeg ret vild med at Jelinek, Han Kang, Modiano og Tranströmer fik den. Men sådan er der jo så meget. Tilbage til Gurnah. Gurnah fik prisen ”for his uncompromising and compassionate penetration of the effects of colonialism and the fate of the refugee in the gulf between cultures and continents.” Så kort kan det siges. Og de bøger jeg har læst af ham er alle fremragende, og så absolut også til en Nobelpris. Specielt Paradis og Tavshedens Ø er helt fantastiske. A

Alfalæsere, betalæsere, fokusgrupper, testpublikum, korrekturlæser, redaktør. Navnene er legio, og rollerne endnu flere. Og det kan være lettere forvirrende. Hvem gør hvad og hvorfor? Alfalæsere læser det mindre færdige manuskript, betalæseren læser det næsten-færdige manuskript, fokusgruppen, testpublikummet og redaktøren læser det ”færdige” manuskript. Og korrekturlæseren finder slåfejl, grammatiske bommerter og fjerner distraherende elementer i teksten. Det er sådan det er i teorien. Men virkeligheden ser noget anderledes ud. Ofte er en læser, som man betror sit manuskript til, lidt af alle typer ”før-læsere”. Og det kan gøre processen med at få alfabetalæst sit manuskript lidt løjerlig. For hvornår gør hvem hvad? Her skal man som forfatter holde hovedet koldt – og det kan være svært. For hvad er det man vil have en læser til hvornår? Skal der ”bare” ledes efter slåfejl og ”forkerte” formuleringer eller skal korrekturlæseren også slå ned på faktuelle fejl og være redaktør? Og hvor m

In 1994, I was in an abandoned apartment in Copenhagen, one of those very large apartments with 2 living rooms and 800 rooms incapsulated by concrete, an ugly, empty place. A slummy pseudo-high-rise. Well, now it wasn’t empty anymore. 200 people were listening to some VERY loud techno, dancing, drinking, smoking, dancing, dancing, DANCING! I was like: What’s going on here, man!? Around me people were half naked, sweaty and smelly … And the music? The bass drum was … Umpf, Umpf, Umpf, Umpf! Some crazy guy recited: Skyscraper I love you. And I was just Wowed! I tapped a girl on her shoulder and yelled: “WHO’S THE BAND? … THE MUSIC … WHAT IS IT?!!!” She turned to me, her lips moved and the only thing I could hear was Umpf, Umpf, Umpf, Umpf! from the enormous speakers. 1996: I’m in the movie theatre. Watching Danny Boyles Trainspotting. And then … UNDERWORLD goes crazy: “Drive boy dive boy. Dirty numb angel boy, Yeaah!” This is a great movie, but when I hear that track by UNDERWORLD, it’s

Lorna Gibb: Rare Tongues - The Secret Stories of Hidden Languages Atlantic Books, 2025 “From the whistling languages of La Gomera in the Canary Islands and the Hmong people in East and Southeast Asia, to the wars and clashes in Sri Lanka and the conservation efforts in Hawaii and New Zealand, Rare Tongues draws attention to how language and culture are becoming increasingly homogenous, and what we risk losing as a result. In Rare Tongues, linguist and writer Lorna Gibb explores the history of these languages, the cultures they belong to and the tales they tell. The languages, and the efforts being made to preserve them, offer us a glimpse into what we can learn from each of them, and what they teach us about our planet, about medicine, about indigenous culture and tradition, even the history of all mankind. At once entertaining and informative, Lorna Gibb makes a compelling case for the preservation of the rich linguistic diversity of our world and expertly shows why it matters for us

Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig Gyldendal, 2025 Hvad sker der lige for mændene i Pontoppidans romaner? De er for det meste kloge nok, men mand, de er jo nogle tågehorn. Egoistiske, megalomane fantaster, der lever i deres egen verden, for det meste en indre af slagsen. Alle til hobe, i Danmarks-trilogien og i Mands Himmerig, kæmper de mod vindmøller, og de glemmer fuldstændig deres trolovede, kæreste eller hustru. Og ikke fordi de er onde. De er blot . . . opslugne af deres eget egoistiske livsprojekt. Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig livsprojekter. Problemet med de prægtige mandfolk er, at de gør det for Fædrelandet. Så de og deres patriotiske livsværk får store konsekvenser, også for andre. Var der nogen, der sagde fanatikere? Og sådan er det da også i Mands Himmerig (1927). Niels Thorsen bliver vraget som redaktør på avisen ”Friheden”, og så er Fanden (eller Thorsen) løs i Laksegade. Nu vil han ha’ blo’hævn. Så han lader sig hverve til den konservative Døgnet, hvor hans temme

Jeg stødte første gang på Nik Bärtsch, da jeg skulle lave research til min roman Indgange. Jeg skulle finde noget om Butoh-dans, og jeg fik en video med en mand, der dansede moderne Butoh-dans, men det jeg fandt mest interessant var musikken. Det var Nik Bärtsch’s Ronin. Det var repetitivt, groovy og jazzet. Det var minimalisme a la Steven Reich og Philip Glass, men med et anstrøg af et eller andet udefinérbart. Jeg søgte lidt mere rundt på nettet og fandt snart ud af, hvad det var. Det var Zen-funk eller Zen-jazz. Nik Bärtsch er inspireret af kampsport og Zenbuddhisme, og det kan man faktisk godt høre på musikken. Da jeg første gang hørte hele albummet Randori (2002), der starter med en fremragende basgang og er så stramt styret og groovy at det gør ondt, var jeg fuldstændigt solgt. Gennem hele Bärtsch værk kan man høre inspirationen fra Japan, men bestemt også alle mulige andre inspirationer. Der sker hele tiden små forskydninger i musikken fra album til album, ikke noget revolutione