Indgange - en roman om demens
Solen forsvinder bag grå skyer. Herfra kan jeg se strålerne mellem persiennerne forsvinde. De bliver trukket tilbage, trukket op på nattens spole. Herfra. Jeg er i tvivl om, hvor ”herfra” præcist er. Ikke det ”herfra”, jeg kan mærke under min bristefærdige krop. Men det ”herfra”, nuet, hvori jeg kan se solen spole tiden fremad. Jeg går fremad, to skridt tilbage, hopper, mærker asfalten suge mig ind, ned i varmen. Luften tung. Luftens tang. Strand pakkes ud som en gave. Sandet i en evig strøm. Fødder sætter det i bevægelse, suger korn for korn op i en malstrøm af energi. Mens jeg løber, hvirvles sand op i luften. Mine fødder sætter gang i en kædereaktion: Sandkorn forrykkes, skifter plads, opsluges af dovne bølger, der sniger sig ind på dem, lokker dem ud i havets favn. Som én organisme smelter vi sammen. Sandkorn. Solen. Det salte vand. Bølgernes mystiske rullen. De siger, at jeg skal spise. Men jeg tygger kun på det. Tygger det, så det bliver til en klæbrig masse, der vokser inde i mi