Fyrstindens hemmelige bogstaver indskrevet i nattens ark en kold kuppel af glas og mørk tavshed. Træd varsomt i dens spind skovbunden hviler som et hemmeligt ritual bærer vingeslagets sagte dømmende mildhed. Støvet fra dine vinger stjerner på mine hænder jeg folder dem som en bøn beskytter din sitren mod tidens pil. I dit navn skjules en skæbne en streng der spændes over sansernes hav et sejl af nat der folder sig ud når du forgår. Før skriftens kolde tegn var mønstre indprægede på dine fjer fortællinger som flyvende fæstninger lag på lag af flugtende ruter. Metamorfoser lærte verden at udfolde sig forvandlingens stille kobber bragte os et spor og alt muterer under månens blik. På den yderste dag bindes himmel og jord sammen af din blide flaksen mod min kind og hele universet bøjer sig. Digtet er eksperimenteret frem, ordgenereret af AI, dygtigt promtet af forfatteren, baseret på digtet Lepidopterologi fra digtsamlingen KONFIGURATIONER (2015).

Torsdag d. 8.1.2026 var jeg til Bruce Lee-event i Cinemateket, og hvilken fornøjelse! Tony Lundbergs udstilling var fantastisk. Det var "kun" omkring 150 effekter fra hans samling (og mestendels replika, da de "rigtige" ting er nærmest uvurderlige) på 15.000 effekter. Jeg gik rundt med et stort smil på, og jeg fik snakket lidt med Tony og nogle andre Lee-nørder. Bagefter så vi Tonys dokumentar "Bruce Lee og Jeg" (1987), det var ret underholdende, når man nu havde manden live i kød og blod, ældre, klogere, men stadig entusiastisk i sin "fanatisme", som han kaldte det for i filmen. Derefter stod den på foredrag om Tonys liv, som Bruce Lee-samler, som VIP-rundviser på Graceland m.m. Tony er en livskunstner, en flink mand, der elsker Bruce Lee, og han formidler det med glæde og entusiasme. Fedt. Og så: Dragens Knytnæve, ikke min favorit (det er I Dragens Kløer), men alt med Bruce Lee, spillefilmene undtaget Leg med Døden, er stærkt underholdende. Det er lige dele kitch og camp, men vi er a

Solen forsvinder bag grå skyer. Herfra kan jeg se strålerne mellem persiennerne forsvinde. De bliver trukket tilbage, trukket op på nattens spole. Herfra. Jeg er i tvivl om, hvor ”herfra” præcist er. Ikke det ”herfra”, jeg kan mærke under min bristefærdige krop. Men det ”herfra”, nuet, hvori jeg kan se solen spole tiden fremad. Jeg går fremad, to skridt tilbage, hopper, mærker asfalten suge mig ind, ned i varmen. Luften tung. Luftens tang. Strand pakkes ud som en gave. Sandet i en evig strøm. Fødder sætter det i bevægelse, suger korn for korn op i en malstrøm af energi. Mens jeg løber, hvirvles sand op i luften. Mine fødder sætter gang i en kædereaktion: Sandkorn forrykkes, skifter plads, opsluges af dovne bølger, der sniger sig ind på dem, lokker dem ud i havets favn. Som én organisme smelter vi sammen. Sandkorn. Solen. Det salte vand. Bølgernes mystiske rullen. De siger, at jeg skal spise. Men jeg tygger kun på det. Tygger det, så det bliver til en klæbrig masse, der vokser inde i mi

Romanen Science Fiction fra 2015 er en temmelig ond SF-roman. Idéen kom til mig i mangel af bedre: Jeg havde samlet materiale til en SF-novellesamling, men da jeg så satte mig ned for at skrive den, var novelleidéerne simpelthen for sporadiske og løse; ja, de var tæt på ubrugelige. Jeg havde en uges arbejdsophold foran mig, og jeg var på Herrens Mark. Jeg havde ingenting. Jeg brugte 3 dage på at brainstorme, skrive notater, på at få panikanfald og til sidst måtte jeg til det: Få struktur på det du har, og få påbegyndt et eller andet. Da jeg tog hjem havde jeg en klar idé om det grundlæggende, men intet anslag. Det fik jeg 4 måneder senere i et sommerhus, i oktober måned, hvor der var bælgravende mørkt lige så snart, jeg gik ud ad døren efter kl. 18 - og så begyndte scenerne at falde på plads, sikkert skræmte ud af mit hoved, der forestillede sig, at aliens lå på lur bag enhver busk. Efter den uge havde jeg skrevet det meste af romanen, og jeg var yderst tilfreds med resultatet - og det

Jeg hader det her. Man tager toget ud på bøhlandet, sidder i en kupé, der stinker af sved og leverpostej, læser lidt og glor på folk og ud ad vinduet. Man står af toget, tager en rutebil – en rutebil! – der stinker af gris og kæderyger den ene gar efter den anden og ser tomt ud på marker, gårde, jættestuer, og dér står en ko og fryser her i oktober måned, hvor skyerne hænger tungt på himmelen . . . hvornår er vi der? Og så kører man ind i ”centrum” af et eller andet provinshul, der er så søndagstom som min hjerne efter en uges druk. Man bliver sat af med sit habengut, og så er det fandeme begyndt at regne og det blæser og der. Er. Ikke. Et. Øje. I miles omkreds! Man retter på colabundene og kniber øjnene sammen, mens regnen hamrer ned på ens ansigt, der er en sur citron og lur mig, om man ikke står midt i en vandpyt. Så glor man rundt for at orientere sig, hvor er jeg? – hvor fanden er jeg!? – og regnen bare vælter ned som et ondskabsfuldt vandfald fra helvede. Man står på noget, der l

Naturkoder er et sammenstød mellem naturen og mennesket, der tager afsæt i, hvordan digter-jeget opfatter sine omgivelser. Én læser mente, at digtene nærmest er hermetiske. En anden, at digtene er smukke og forunderlige. Digtene er fra samlingen Naturkoder (2011). Den kan du låne eller bestille på dit folkebibliotek. Du kan også downloade den som PDF