Paris, 1998.
Vi går rundt i kvarteret omkring Louvre, køen er lang, tiden kort, mens tålmodigheden er placeret i den lange kø. Så vi dasker lidt rundt i Jardin des Tuileries. Alt er nydeligt, friseret og en lille smule fersk.
Det har regnet lidt, men solen er fremme igen.

Vi går hen mod nogle bænke for at sidde lidt ned. Da vi har siddet og nydt udsigten lidt, hvisker hun til mig:
"Ham dér henne på bænken til højre. Er det ikke ham forfatteren, du kan lide?"
Jeg kniber muldvarpeøjnene sammen, forsøger at fokusere, men jeg kan bare se en gråhåret mand, der sidder og misser op mod solen.
"Æh, hvem?", siger jeg og tænker på alle mulige forfattere, jeg kan lide, Richard Ford, William Gibson, Arthur C. Clarke, Thomas Mann (ved godt, at vi er milevidt fra T. Mann i tid, men ikke desto mindre).
"Ham du læser, eller genlæser, hvad ved jeg"

Nu vågner jeg op.
Jeg er ved at genlæse "Dame, konge, es, spion", og jeg render faktisk rundt med bogen i min taske.
Jeg sidder som en utidig kostskoledreng, kører rundt på bænken, kniber øjnene sammen, ønsker at jeg havde en kikkert.
"Det kan jeg simpelthen ikke se", mumler jeg, rejser mig halvt op, forsøger at zoome ind med mine colabunde.
Men jeg kan. Simpelhen ikke se det.
Jeg tager bogen op af tasken, giver den til hende.
"Det er altså ham", siger hun. "Gå hen til ham."
"Nej, nej", siger jeg. "Lad nu manden sidde". Det er ikke ham.
"Nu går jeg hen og spørger"
"Nej. Nej!", men hun har allerede rejst sig op og er på vej hen mod manden.

Jeg sidder og ønsker, at jeg ikke var her.
Alle andre steder, bare ikke her. Det er jo bare en eller anden gammel fransk gubbe, der sidder og nyder solen. Lad nu være, det er simpelthen for pinligt.
Hun er nået hen til manden, hun spørger ham om noget, han nikker, hun spørger igen om noget, og han nikker igen. Ser han hen mod mig?
Så kommer hun tilbage, og hun smiler stort.
"Det er ham", siger hun.
"Naa, han lader bare som om"
"Det er manden på billedet. Det er ham"
"Og hvad så?", bæver jeg. Og hvad så? Skal jeg bare brase ind i hans formiddag? Og hvis det er ham, hvad skal jeg så sige til ham?
"Gå hen til ham"
"Nej, jeg vil ikke . . ."
"Jeg har spurgt ham, du må godt", siger hun og puffer til mig.
Hun rejser sig, hiver mig nærmest op på fødderne, som en lille dreng, der ikke vil rejse sig.
Hun tager mig under armen, og så går vi de 50 meter hen til bænken. Hun giver mig bogen tilbage. Jeg lægger den ned i tasken, retter på håret og min habitjakke.

Og så står jeg pludselig henne ved bænken.
Manden smiler til mig og viser med hånden, at jeg er velkommen til at sidde ned. Det går op for mig, at jeg er alene. Hun er gået tilbage til bænken. Hvornår er det sket?
Jeg sætter mig ned, og jeg stirrer bare på manden. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige.
"Your friend tells me, you are reading one of my books", siger han og smiler.
"Tinker, Tailor", stammer jeg.
"Hvad synes du om den?"
"Det er en af mine yndlingsbøger med Smiley", hvisker jeg.
"Og en af mine", siger han og smiler.

Og så fortæller jeg ham om, hvordan jeg fandt "Karla-trilogien" ("Dame, konge, es, spion", "Spionen, der gik sine egne veje" og "Til døden jer skiller") i min fars reol - jeg tror ikke, at han nogensinde læste dem - da jeg var 12 år. Jeg fortæller, at jeg dengang synes, at de var snørklede, men at jeg læste dem igen, da jeg var 16 og 25 år og elskede dem. Og at jeg igen er startet forfra på dem.
Og jeg siger til ham, at jeg synes, at nogle af filmatiseringerne er gode (BBC-serien Smiley's People, Det russiske hus (Connery er perfekt).
Og hele vejen igennem samtalen smiler John Le Carré og takker for rosen.
Det går op for mig, at jeg snakker som et vandfald, så jeg bremser op og spørger, om han er på ferie i Paris?

"Nej, jeg er i Paris i forbindelse med en ny bog. Jeg skal hjem i morgen. Paris er ligeså hektisk som London", sukker han.
Da beslutter jeg mig for at give Spionernes Mester fred. Jeg siger, at jeg hellere må komme videre, så han kan få lidt fred, og at jeg er på vej til Louvre.
"Åh, der kan man bruge flere dage. Hvor lang tid er I her?"
"Vi skal hjem i overmorgen", siger jeg.
"Så må du have en god tur. Og fortsat god læsning."
"Tak", siger jeg, rejser mig, og jeg giver ham hånden og spørger:
"Hvornår kommer din nye bog?"
"Den skulle gerne komme ud til næste år. Jeg håber, at du kan lide den".
"Jeg har endnu ikke læst en dårlig bog af dig", svarer jeg, og jeg kan mærke, at jeg rødmer (hvorfor nu det, jeg er jo i gang med at rose manden?).
"Og det håber jeg fortsætter", siger han og rejser sig og giver mig endnu en gang hånden til afsked. To håndtryk til afsked, jeg er ved at revne som en overspændt ballon.
"Det er jeg sikker på", siger jeg. Og så går jeg tilbage til "min" bænk.
Da jeg vender mig om, er Le Carré på vej ud af Tuileries.

Single & Single, der kom på dansk året efter skuffede ikke. Og jeg holder fast i det, jeg sagde til Den Gamle Mand På Bænken.
Jeg har aldrig læst en dårlig bog af Le Carré.

Åh ja, jeg fik aldrig hans autograf i mit gamle slidte eksemplar af Tinker, Tailor.
Jeg glemte det simpelthen.