Peter Høeg: De måske egnede
Rosinante, 1993
"De måske egnede er beretningen om tre børn på en københavnsk
privatskole i begyndelsen af 70’erne, og om deres opdagelse af, at der
bag skolens indlæring findes en hensigt og en plan. Selvopholdelsesdrift
og nysgerrighed fører dem ud i en undersøgelse af denne plan, en
undersøgelse, der rejser spørgsmål om magt, kontrol og opdragelse,
og som siden leder videre bagud til gåden om, hvad tid overhovedet er."
(Gyldendal)
Peter Høegs De måske egnede skabte ravage i andedammen,
da den udkom.
Flere anmeldere mente, at han var på kant med injurieloven,
da man kunne genkende steder og personer, og når forfatteren
hed det samme som hovedpersonen, så måtte der jo være noget
om snakken.
Ak ja, det er mange år siden.
Nu kender alle til autofiktion, som i parentes bemærket også
eksisterede før termen "Autofiktion", bare tænk på Celines
Rejsen til nattens ende.
Nu "ved" vi allesammen, at forfatteren "snyder" os . . . Som om
de ikke har gjort det altid.
På trods af vores "viden" om forfatterens bevæggrunde udi
skriverierne, forfalder mange læsere dog stadig til at tro, at
forfatteren skriver Sandheden, uanset om værkerne kommer
med med prædikatet Autofiktion eller ej. Det gjorde vi i 1930'erne,
1990'erne og i 2025. Også selvom vi "alle" kender til "snyderiet".
Det er denne dobbeltkontrakt, denne tvetydighed, der er problemet,
men også den, der gør litteratur sjovt.
Jeg har selv oplevet læsere, der 100% identificerer mig med mit værk
Belejringsdage (2014), på trods af genren roman på forsiden.
Og når jeg fortæller, at romanen ikke er Sandheden, så er min hovedperson
stadig "mig".
Nu har jeg heldigvis ikke brug for at vinke til mine forældre på Bogforum
for at forsikre mine læse om, at de stadigvæk er i live, men mindre kan da også gøre det.
Nå, nu til De måske egnede.
Selvom det hele, okay, det meste så? Noget af det? er løgn og latin,
er Peter Høegs forsømte forår en fantastisk roman. Nu får du et eksempel på,
hvordan læseren selv kan hælde hele sit liv ind i en roman og få åndenød
og sved på panden, uanset om "kontrakten" holder, hvad den lover eller ej.
For man behøver altså ikke altid at læse det med småt.
Nogle gange skal man bare læse og nyde det, også det mindre behagelige.
Hvis mit liv havde formet sig en lille bitte smule anderledes, kunne jeg have
været omkring de børnehjem, skoler og myndigheder, Peter Høeg skriver
så kuldslået om. Altså dem i virkeligheden og lidt senere i 1970'erne og 1980'erne.
Men jeg var heldig, meget heldig.
Så under læsningen havde jeg min egen dobbeltkontrakt eller snak med bogen
- og det har sat en masse tanker om tid i gang hos mig. Ligesom tid spiller en rolle
i bogen, flyder tiden ud og ind i min virkelighed og forstærker min læsning.
For jeg har noget på spil.
Og det er det god litteratur kan: Den kan sætte på spil, i spil.
Og det er Peter Høeg en mester i.
Jeg mener, at denne roman er lidt af et mesterværk.
Og det er den fordi den utvetydigt er tvetydig, mangefacettet og tidsløs,
på trods af nøjagtige tidsangivelser. Og selvom de tre hovedpersoner er
måske-egnede og så absolut psykisk skadede og måske endda også vanvittige,
så er de også mennesker, med følelser, med mod og livsgnister, der rent bogstaveligt
sættes i brand.
De måske egnede har med sine over 30 år på bagen så absolut bestået
til UG, kryds og slange over bolleået.