En anmelder i Berlingske Tidende spørger, hvorfor man dog gav Abdulrazak Gurnah Nobelprisen i 2021, når der findes så mange andre gode forfattere. Her nævner anmelderen Salman Rushdie (jeg  er fuldstændig enig, men ikke på bekostning af Gurnah. Man kan vel med rette sætte større spørgsmålstegn ved, hvorfor Bob Dylan fik den).

Jeg selv undrer mig over, hvorfor Nobelprisen ikke er gået til Don Delillo, Richard Ford, Peter Nadas eller Inger Christensen. Eller hvad med at give den til Jørgen Leth, det ville være vildt!
Til gengæld er jeg ret vild med at Jelinek, Han Kang, Modiano og Tranströmer fik den.
Men sådan er der jo så meget.
Tilbage til Gurnah.

Gurnah fik prisen ”for his uncompromising and compassionate penetration of the effects of colonialism and the fate of the refugee in the gulf between cultures and continents.”
Så kort kan det siges.
Og de bøger jeg har læst af ham er alle fremragende, og så absolut også til en Nobelpris. Specielt Paradis og Tavshedens Ø er helt fantastiske.

Abdulrazak Gurnah er ikke en forfatter med de store armbevægelser, heller ikke litterært, men han arbejder nærmest subtilt med at tryllebinde og hypnotisere læseren, så man smager og lugter til Zanzibar, så var man der selv. Og menneskene bliver éns venner (eller fjender), så levende bliver de fortalt frem.

Udover Zanzibar skriver Gurnah eksilet frem, så man nærmest får åndenød efter sit hjemland (altså Gurnahs); skriften er båret af afsavn og savn af familie, venner og hjemlandets dufte (der var den igen).
Men alt er ikke lutter lagkage.
Livet i det nye hjemland (for det meste England) er bestemt ikke uden torne, og flere af de fordrevne lever bestemt ikke de søde liv. Og livet i hjemlandet beskrives heller ikke som en dans på roser.

For næsten alle Gurnahs hovedpersoner er splittede mellem hjem- og udlængsel, og det uanset, hvor de er. Ingen er entydigt gode eller onde. Og der er sjældent ligevægt mellem det levede liv og det tabte ditto. Alt det, som vi i Vesten betragter som et gode, stiller Gurnah spørgsmål til; samtidig med, at han kræver svar på fortidens spørgsmål i et tabt hjemland.
Det er sindssygt godt.

Derfor fik Abdulrazak Gurnah Nobelprisen i 2021. Ikke fordi han skriver postkolonialt eller er afrikaner (og det var deres tur (min kursivering).
Han fik prisen, fordi han er en eminent forfatter.