Når jeg sad foran fjernsynet i 1980’erne og så gyserfilm som Hellraiser, The Mummy
og Scanners, spurgte min mor mig tit:

“Hvorfor ser du sådan noget frygteligt skrammel?”, og mit svar var “Fordi det er sjovt!”.
Og det er sandt – men det er kun halvdelen af sandheden. Jeg kunne også godt lide at
blive skræmt.

Jeg elskede, og elsker stadig, når mit hjerte næsten stopper og mine synapser eksploderer
i frygt for at blive dræbt af den blodsugende tingest fra det ydre rum eller flået af en
amerikansk varulv i London. Med andre ord: Jeg kan godt lide at føle mig levende, når
jeg er skræmt fra vid og sans.

Lyder det bekendt?
Hvis ikke, så læs videre. Horror er nemlig ikke farligt - det er adrenalin- og
gåsehudsfremkaldende.
Gysergenren bliver nogle gange defineret som “en genre inden for populærlitteratur,
der har til formål at fremkalde følelser af rædsel, frygt og spænding.”
Den køber jeg gerne for en dollar. Men hvorfor i alverden skulle helt almindelige mennesker
betale for at blive skræmt?

Af tre grunde: Vi har brug for at blive skræmt i en “kedelig” verden. Gys er som en tur i
rutsjebanen. Men vi vil føle også gerne os sikre. Jeg vil gerne have adrenalinsuset fra
rutsjebanen. Problemet? Jeg hader rutsjebaner.
Og vi vil gerne udfordres og underholdes midt i panikanfaldet.
Virkemidlerne hentes fra arketyper i gamle (og nye) fortællinger: Vampyrer, varulve, hekse,
monstre, mordere, galninge, rumvæsner, gigantiske dyr og … dukker.
Ja, du læste rigtigt.
Hvem kan for eksempel modstå en morderisk dukke med kniv eller en skabning kaldet
Pinhead fra en anden dimension?
Jeg kan ikke.

Der findes tonsvis af undergenrer inden for gys, men tre hovedkategorier kan udledes af støjen:
Det Uhyggelige, Det Utrolige og Det Fantastiske Gys.
Nøgleordene er: Rationelt men uventet, Utroligt men virkeligt, og Suspension af virkeligheden.
Hvis du accepterer verdensopbygningen og ”slår” dit rationelle jeg fra, så kan du dykke ned i de
(ord)underverdener af helvedes rædsler, som kun venter på at underholde dig i bøger, film m.m.
Horror er overalt nu. I film, bøger, tv-serier, kunst. Du har sikkert set noget gys på din
streamingtjeneste uden ”at vide”, at det var gys. Serier som The Walking Dead, Stranger Things,
Buffy the Vampire Slayer osv.
Jeg kan huske en tid, hvor gyserfreaks var “mærkelige” mennesker … Det er fortid nu.
Og tak for det, Daimon. Velkommen til mit mareridt … Velkommen til The HORROR!

Der er mange, der vil sige, at Stephen King er gysets mester.
Men for mig er Clive Barker Mesteren, og King er “kun” Kongen.
Misforstå mig ikke: Stephen King er fantastisk, men en af de bedste Horrorbøger - hvis ikke
DEN bedste - er Clive Barkers Books of Blood.
Denne todelte bog er skræmmende, fantasifuld, blodig og meget mærkelig.
Det er en fusion af H.P. Lovecraft, The Twilight Zone og The Texas Chainsaw Massacre.
Den er smuk, passioneret og grusom. Den er skræmmende som bare pokker.
Men hey … Det er jo hele pointen, ikke sandt?