Lotte Kaa Andersen
Den inderste kerne
Gutkind, 2021
Lotte Kaa Andersens biografiske roman fik lidt blandende anmeldelser.
Nogle mente, at Den inderste kerne, en roman om Inge Lehmann, er for letbenet,
ikke er klar nok i spyttet med hensyn til Lehmanns genvordigheder i Danmark med
at blive anerkendt som den geniale videnskabskvinde, hun var og er.
De kan de godt have en pointe i.
Men jeg er ikke sikker på, at Kaa Andersens ærinde var at skrive en roman, der ligger
vægt på det yderst kritisable faktum, at Danmarks videnskabelige miljø simpelthen
overså Inge Lehmann fordi hun var kvinde. Hun sigte var vist at skrive en roman om
Lehmann, ikke en doktorafhandling om hendes alt for langsomme anerkendelse.
For forfatteren skriver faktisk om det. Igennem hele bogen.
Javel, det står ikke med versaler, men selv en dummepeter som mig kan altså godt læse
indenom.
Inge Lehmann fik ikke den kredit, hun fortjente før sent i livet for sin ”opdagelse” af
jordens inderste kerne. Men Lotte Kaa Andersen giver hende den oprejsning, hun fortjener.
Og selvom jeg godt vidste, at Inge Lehmann fandt ud af, at Jorden har en indre kerne,
vidste jeg rent faktisk ikke, hvor luset mange videnskabsmænd behandlede hende.
Og det retter denne roman op på.
Den viser også, at der rent faktisk også var mænd, der bakkede hende op, men de fleste
havde lidt mere udsyn end i den danske andedam: De sad nemlig i udlandet, og de kunne
godt se, at Inge Lehmann havde set noget, de ikke selv havde set – og de kunne også give
hende den kredit, hun skulle have.
Er det så en god roman?
Ja, det synes jeg. Den er måske ikke fantastisk rent sprogligt, men den gør hvad den skal,
og Kaa Andersen skriver, så alle kan være med. Sproget er ikke fladt, ej heller kluntet.
Der er et godt flow i kapitlerne. Og vigtigst af alt.
Jeg blev klogere og godt underholdt.
Og så kan de to anakronistiske bøffer ikke vælte hele læsset, og jeg kan ikke hidse mig
voldsomt op over et par sproglige ditto, så alt i alt, kan jeg kun anbefale Den inderste kerne.