Giorgio Fontana
En lykkelig mands død
Tiderne Skifter, 2017
Denne intense og atmosfærefyldte roman om den offentlige anklager Giacomo Colnaghi, der efterforsker et mord på en politiker i Milano i 1981 er altså varedeklareret forkert.
På bagsideteksten sælges romanen som om, at slaget står mellem Colnaghi og de venstreorienterede terrorister i Blyårenes Italien. Og at Colnaghi ikke ved, ”hvilken institution han skal sætte sin lid til”.
Men for mig at se handler En lykkelig mands død mere om Colnaghis fars død i slutningen af 2. verdenskrig, som væves ind i handlingen i kursiverede kapitler.
Ikke at man ikke følger opklaringen af mordet på politikeren, det gør man sporadisk, men romanen handler altså mere om Colnaghi (hans familiekvaler og farens død) end om De Røde Brigader.
Og det er netop det, der gør En lykkelig mands død så god.
Det er altså ikke en politisk thriller, som Gyldendal forsøger at sælge den som, men en roman om en mand, der er i tvivl om, hvordan man gør det rigtige i en verden, der ikke er sort og hvid, men grumset.
Mens hans fars historie bliver fortalt, får vi Colnaghis tvivl om sin egen rolle at se; hvordan fungerer retfærdighed, når alle parter mener at have ret? Hvordan opretholder man et familieliv, når man måske står på en dødsliste?
Som romanen skrider frem ved man bare, hvordan den ender, og det er konsekvent og rigtig godt skrevet – der er en klarhed over romanen, Fontana holder stringent fast i dirigentstokken – men jeg sidder alligevel og tænker, at han skulle have være stoppet efter næstsidste kapitel, men det er nok bare mig. For ret beset følger forfatteren konsekvent romanen til dørs.
Og det tager jeg hatten af for.
Jeg håber, at man oversætter nogle af hans andre bøger også. For En lykkelig mands død er faktisk rigtig, rigtig god.