Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig
Gyldendal, 2025
Hvad sker der lige for mændene i Pontoppidans romaner?
De er for det meste kloge nok, men mand, de er jo nogle tågehorn.
Egoistiske, megalomane fantaster, der lever i deres egen verden, for det meste en indre
af slagsen.
Alle til hobe, i Danmarks-trilogien og i Mands Himmerig, kæmper de mod vindmøller,
og de glemmer fuldstændig deres trolovede, kæreste eller hustru.
Og ikke fordi de er onde.
De er blot . . . opslugne af deres eget egoistiske livsprojekt. Det er ikke fordi jeg ikke
bryder mig livsprojekter. Problemet med de prægtige mandfolk er, at de gør det for
Fædrelandet.
Så de og deres patriotiske livsværk får store konsekvenser, også for andre.
Var der nogen, der sagde fanatikere?
Og sådan er det da også i Mands Himmerig (1927).
Niels Thorsen bliver vraget som redaktør på avisen ”Friheden”, og så er Fanden
(eller Thorsen) løs i Laksegade.
Nu vil han ha’ blo’hævn.
Så han lader sig hverve til den konservative Døgnet, hvor hans temmelig vilde patriotiske
udfald skaber problemer for alt og alle i et valgår, hvor fronterne trækkes op, i Danmark og i
Europa (Skuddet i Sarajevo). Men ak, han gør regning uden vært og kone.
Så det ender som det ofte ender hos Pontoppidan: Ikke godt.
Det gode ved Pontoppidan, også i denne lille hårde perle af en roman, er, at han er
solidarisk med de virkelige ofre her (Altså, han er også solidarisk med sin hovedperson,
men med meget store forbehold):
Kvinderne. Det er altid dem, der bliver ramt hårdest.
Og det siger ikke så lidt, når man ser på Niels, Emanuel, Peter og Torben. Det er ikke
sjovt at være i deres sko. Deres vanskæbne er selvvalgt i den forstand, at de hele tiden
træffer dumme valg og skaber svare problemer for dem selv, deres venner, deres
livsledsagersker.
Men kvinderne. De lider. For de er i en penibel situation.
Som lus mellem to negle sidder de og venter på, at deres kvajpander af nogle mænd
kommer til fornuft. Og mand, de prøver, de kvinder. Støtter, mader, klapper i hænder,
græder. Men til ingen nytte.
Deres mænd er stædige, ensporede og alligevel sært sympatiske.
Men sympatien når aldrig i mål. Og det er det fede med Pontoppidan.
Han leverer det ene nådestød efter det andet mod de stakkels, uduelige mænd.
Og her snakker vi lige fra alfonsen til regeringsmedlemmer: De er sågu lidt irriterende
alle sammen. Der er dog enkelte lyspunkter. Ordentlige mænd, der behandler andre godt.
Men de er aldrig hovedpersoner, blot biroller i altid stortsvungne fortællinger om Danmark
i en opbrudstid.
For mig at se er Pontoppidan en feministisk forfatter, forstået på den på måde, at han
fortæller kvindernes historie (som heller ikke altid ender godt). Og de er ikke kun ofre.
Men selv en stærk kvinde kan nedbrydes af en dum mand.
Og jeg må bare anbefale endnu en Pontoppidan-roman.
Har du ikke læst noget med ham, så kom i gang. Det er stærk tobak.
Min yndlingsroman er helt klart Det Forjættede Land, bare så du lige ved det.