Jeg stødte første gang på Nik Bärtsch, da jeg skulle lave research til min roman Indgange.
Jeg skulle finde noget om Butoh-dans, og jeg fik en video med en mand, der dansede moderne
Butoh-dans, men det jeg fandt mest interessant var musikken.
Det var Nik Bärtsch’s Ronin.
Det var repetitivt, groovy og jazzet. Det var minimalisme a la Steven Reich og Philip Glass,
men med et anstrøg af et eller andet udefinérbart. Jeg søgte lidt mere rundt på nettet og
fandt snart ud af, hvad det var.
Det var Zen-funk eller Zen-jazz. Nik Bärtsch er inspireret af kampsport og Zenbuddhisme,
og det kan man faktisk godt høre på musikken.
Da jeg første gang hørte hele albummet Randori (2002), der starter med en fremragende
basgang og er så stramt styret og groovy at det gør ondt, var jeg fuldstændigt solgt.
Gennem hele Bärtsch værk kan man høre inspirationen fra Japan, men bestemt også alle
mulige andre inspirationer.
Der sker hele tiden små forskydninger i musikken fra album til album, ikke noget
revolutionerende, men bare knopskydninger, udviklinger af temaer osv.
Det største ”nybrud” er velsagtens Spin (2024), som klart trækker mere på moderne jazz end
de tidligere værker.
Det gode med Nik Bärtsch er, at han arbejder i forskellige ”faste” konstellationer –
solo, Ronin, Mobile – men stadig er meget Bärtschsk.
Jeg tager til Hamborg og hører ham til november, og jeg har tænkt mig at tage ekstra
kuffert med,
hvis nu han skulle sælge en CD eller to.
Det har jeg ventet på i 13 år.
