Alfalæsere, betalæsere, fokusgrupper, testpublikum, korrekturlæser, redaktør.
Navnene er legio, og rollerne endnu flere. Og det kan være lettere forvirrende.
Hvem gør hvad og hvorfor?
Alfalæsere læser det mindre færdige manuskript, betalæseren læser det
næsten-færdige manuskript, fokusgruppen, testpublikummet og redaktøren læser
det ”færdige” manuskript.
Og korrekturlæseren finder slåfejl, grammatiske bommerter og fjerner distraherende
elementer i teksten.
Det er sådan det er i teorien.
Men virkeligheden ser noget anderledes ud.
Ofte er en læser, som man betror sit manuskript til, lidt af alle typer ”før-læsere”.
Og det kan gøre processen med at få alfabetalæst sit manuskript lidt løjerlig. For hvornår
gør hvem hvad?
Her skal man som forfatter holde hovedet koldt – og det kan være svært. For hvad er det
man vil have en læser til hvornår? Skal der ”bare” ledes efter slåfejl og ”forkerte” formuleringer
eller skal korrekturlæseren også slå ned på faktuelle fejl og være redaktør?
Og hvor meget ”bestemmer” alfalæseren i forhold til betalæseren?
Og så er der redaktøren, hvis man har sådan en.
Har redaktøren det sidste ord? (Det kommer vist an på, om man er på et forlag eller ej).
Hvis man ”lejer” en redaktør, hvor meget bestemmer han/hun så? Det kommer nok an på
forfatteren og forfatterens temperament.
Spørgsmålene er mange, og svarene er ikke enkle.
Igennem de sidste 15 år, mens jeg har (fået) udgivet bøger, er alfa- og betalæsningen vokset
til en hel industri. Mere eller mindre professionelle ”læsere” tilbyder læsninger af forfatteres
manuskripter, og mens det for mange er en god hjælp og stor støtte, kan det for andre være forstyrrende ”mellemled” i en skrive- og udgivelsesproces, der i forvejen er en langstrakt og
trættende affære.
Jeg selv har det blandet med alfa- og betalæsere (og de andre roller):
Jeg er taknemmelig for læsningerne, og jeg retter også tit ind, men ikke uden kamp.
For hvem siger, at læseren altid har ret? En læser kan jo sagtens misforstå eller fejllæse en
situation i en roman (det kender jeg selv til som professionel læser), og at én læser ikke kan lide
en tekst eller et afsnits placering betyder jo ikke, at alle læsere har det på samme måde.
Min debut, novellesamlingen Berømte Sidste Ord (2009) delte vandene.
Én læser sagde rent ud, at hun ikke brød sig om min skrivestil, mens en anden elskede det eksperimenterende formsprog.
Og punkromanen Belejringsdage (2014) fik hårde ord med på vejen af en professionel læser, mens
andre læsere – på alle trin i skriveprocessen – elskede den, og én læste endda den færdige bog
”mange gange”.
Så min konklusion på 15 års bogudgydelser (og endnu flere års skrivning) er, at man som
forfatter skal bruge sin ”sunde” fornuft, når man har at gøre med (semi)professionelle
alfabetalæsere m.m.
Følg din mavefornemmelse, men tag imod hjælpen, hvis den bliver leveret overbevisende.
En alfabetalæser skal kunne argumentere fornuftigt for sin pointe, men gør han/hun det,
så må man som forfatter også strække sig så langt man kan.
Til sidst får du lige en historie fra det virkelige liv.
Jeg sendte Berømte Sidste Ord til et endog meget stort forlag, de sendte den videre til en
konsulent (betalæser kan vi vel kalde ham for), og han storroste novellesamlingen og
anbefalede en udgivelse med pil opad (damen jeg talte i telefon med sagde ordret:
Konsulenten har anbefalet en udgivelse).
Nu skulle bogen ”bare lige” forbi et redaktionsmøde (igen ordret citeret).
14 dage senere fik jeg et overordentligt blank afslag.
Bogen udkom senere på Attika, og jeg langede bogstaveligt talt bøger over disken i et
halvt år (i en ostehandel af alle steder). Og bogen har for resten været udsolgt i årevis.
Men du kan læse den gratis her