Tilsyneladende dropper flere forlag nu deres skønlitterære udgivelser. Sidste skud på stammen er Tubine, som bl.a. har udgivet Bruno Schulz, Jane Austen og ikke mindst Kamel Daoud. Og hvorfor gør de så det? Det gør de fordi, de ikke tjener penge på skønlitteraturen, og de udgiver åbenbart ikke bestsellere, så hvad de taber på karrusellerne, kan de ikke få hjem på gyngerne. Av for den. Man kan simpelthen ikke nøjes med at udgive kvalitetslitteratur, eller smal litteratur om man vil, når man driver forlagsvirksomhed i Danmark. Man skal have populære bestsellere til at dække tabet på kvalitetsudgivelserne. Nu ved jeg godt, at bestsellerbøger kan være fremragende litteratur, men kaster man et blik på boghandlernes top 10, så er det altså ikke kun litterær kvalitet, der fylder. Det er Mattæuseffekten, der fylder. De populære, det folk vil have, dem, der sælger i forvejen. Og det er der bestemt ikke noget i vejen med. Men det betyder bare, at der uvægerligt er bøger, der drukner i larmen fra

Alan McDougall Dreams and Songs to Sing: A People’s History of Liverpool FC from Shankly to Klopp Cambridge University Press, 2025 Jeg har været fan af Liverpool FC i snart 50 år. I med- og modvind. Og jeg har læst en pæn slat bøger om LFC, endda været på Anfield. Jeg kender masser af folk, både i Danmark og udlandet, som har Liverpool FC som deres store passion. Jeg har læst den fremragende biografiske roman om Shankly, Red or Dead af David Peace, læst tonsvis af artikler, blogs og set dokumentarer til den store guldmedalje. Men jeg har aldrig læst en bedre bog end Dreams and Songs to Sing. McDougall fortæller LFC’s historie igennem interviews, arkivmateriale, artikler, bøger og breve til Shankly og ikke mindst sine egne oplevelser (men det er ikke ham selv, der fylder i bogen). Det gør han i nedslag i Liverpool FC’s historie: Shankly, Paisley, Fagan, Dalglish og frem til Klopp, og jeg skal love for, at man får masser af valuta for pengene. Heldigvis ikke bare en opremsning af store b

Jeg ved godt, at vi kun er i august, men alligevel. For tre måneder siden stødte jeg på årets album. Ja, du læste rigtigt. Årets album blev fundet allerede i maj måned. Suzzallos debutalbum er simpelthen fremragende. Med The Quiet Year brager de gennem lydmuren (i hvert fald min) med et album, der er “an explosive eulogy of fuzzed-out, ‘90s inspired alt-rock songs that are as anthemic as they are cathartic.” Jeg kan ikke sige det bedre selv. Hele albummet er et mindeord for Rocky Votolatos (forsangerens) søn, som døde i en bilulykke. Og hvilket mindeord. Det er smukt, kantet, eksplosivt og også lidt punket, men det er især stemningen, der fanger mig. Den minder lidt om Jeff Buckleys Grace, men er meget mere rå i det musikalske udtryk (jeg er for øvrigt Vild med Grace, om jeg så må skrive). Jeg håber, at Suzzallo kommer med flere albums, og til Danmark, men det sidste tvivler jeg på, da bandet vist er temmelig lokalt forankret – og de har det samme problem som alle andre kunstnere: De t

Timothy Garton Ash Europa – en personlig rejse Gads Forlag, 2023 Jeg har fulgt Garton Ash gennem 30 år. Jeg har læst hans artikler og kommentarer, og jeg har altid syntes, at han har et fornuftigt syn på verden. Jeg er ikke enig med ham i alt, heller ikke hans tro på, at det liberale demokrati er løsningen på det meste. Men jeg køber langt hen ad vejen hans syn på Østeuropa under og efter Murens fald. Han er ”i familie” med Niels Barfoed, hvad angår støtten til dissidenter i Polen, Tjekkoslovakiet og andre steder i det, man i gamle dage kaldte for Østblokken. Både Barfoed og Garton Ash støttede og hjalp oppositionen i Østeuropa, både moralsk og konkret. Og begge var dialog med mennesker, som vi andre dødelige kun læste om i aviserne, blandt andet min store helt Václac Havel. Så jeg er spændt, da jeg kaster mig ud i Europa – en personlig rejse. Og jeg må sige, at alle forventninger bliver indfriet. Vi får rent faktisk en rundtur i Europa igennem 80 år, hvor Garton Ash ”hægter sig på” i

Når jeg sad foran fjernsynet i 1980’erne og så gyserfilm som Hellraiser, The Mummy og Scanners, spurgte min mor mig tit: “Hvorfor ser du sådan noget frygteligt skrammel?”, og mit svar var “Fordi det er sjovt!”. Og det er sandt – men det er kun halvdelen af sandheden. Jeg kunne også godt lide at blive skræmt. Jeg elskede, og elsker stadig, når mit hjerte næsten stopper og mine synapser eksploderer i frygt for at blive dræbt af den blodsugende tingest fra det ydre rum eller flået af en amerikansk varulv i London. Med andre ord: Jeg kan godt lide at føle mig levende, når jeg er skræmt fra vid og sans. Lyder det bekendt? Hvis ikke, så læs videre. Horror er nemlig ikke farligt - det er adrenalin- og gåsehudsfremkaldende. Gysergenren bliver nogle gange defineret som “en genre inden for populærlitteratur, der har til formål at fremkalde følelser af rædsel, frygt og spænding.” Den køber jeg gerne for en dollar. Men hvorfor i alverden skulle helt almindelige mennesker betale for at blive skræmt

Michael Cobley The eye of the hawk Gray Mare Books, 2024 This novella is very well written. And the tagline "Independence Day with the gloves off!" is no exaggeration. The world-building (or rather, world-destruction) is precise, concise, and believable. It seems to me that part of the inspiration may have come from the war in Gaza - at least, it reminds me of images from there. And as we all know: inspiration is everywhere. What I like most is the main character, Harun—a man of few words, tough, yet still fragile. I really enjoyed the plot, and the aliens are downright vicious. They make the Independence Day aliens look like kindergarten bullies. Now: I’d love to see the novella expanded into a full-length novel. Why? Because I’m incredibly curious! What happens to Harun? What’s the relationship between the different alien species? What about their home worlds, their histories? And what on Earth (pun intended) do they want with a planet cleansed of humans and buildings? (Well, I suppo