The Illegals: Russia's Most Audacious Spies and Their Century-Long Mission to Infiltrate the West Shaun Walker, Profile Books, 2025 Denne fremragende bog om de russiske (sovjetiske og russiske) illegale spioner er ”mere spændende end nogen kriminalroman”, som det hed i gamle dage. Den er fyldt med vilde historier fra det spionistiske overdrev (som ikke er overdrevet, blot ret omfattende). Og sikke mange kræfter KGB og deres forgængere brugte på noget, som ret beset nok ikke har givet det udbytte, man lagde i dette koloenorme puslespil, som det var at sende illegale spioner ud i den ganske verden. Men hvorfor udtrykket ”illegale” om spioner? Det er meget enkelt: Der er altid ansat folk på landes ambassader, som skal spionere. ”Man” ved, hvem de er, eller man finder ud af det, og så er alle parter enige om, at de er en del af spillet. Det er de legale spioner (ofte ansat som diplomater, der udfører en eller anden legal opgave for ambassaden). De illegale er ikke en del af diplomatiet; de

Jack: Hvem kender du her? Nick: Jeg kender stort set alle sammen. Hvad med dig? Jack: Min søster kender Mick … De har gået på gymnasiet sammen. Nick: Ahh og The Lady in Red? Det er en lækker pakke, synes du ikke? Men hendes kæreste er da lidt muggen, hvad? Jack: Neej, han passer bare på hende. Så hun ikke kommer i vanskeligheder. Nick: OK, jeg skal nok holde min kæft. Jack: Det går nok, det er jo et frit land. Nick: Ja, det er jo ikke Kina, vi bor i. Jack: Apropos Kina … Har du set den nye John T.-film? Nick: Ja, den er ret fed. Men det er lidt mærkeligt at se ham som forfatter. Han er ret neddæmpet. Ikke så vild som i for eksempel Face/Off. Men de har vist skåret ret meget i forhold til bogen. Jack: Ja, men det blev de også nødt til. Alle de dele som bogen har med om massen, om … massernes autonomi … ville være absurd at tage med i en film. Der har de skåret ind til benet. Nick: Massernes a hvad for noget? Det er da en bog om billeder. Den er perfekt til at filmatisere. Og John T. er

Den er sikker hver gang. Den kommer snigende som en tyv i natten. Og jeg kan intet stille op. Hver gang jeg har skrevet en bog, stikker den sit lede fjæs frem. Tvivlen. Denne lille irriterende, nagende og snagende, dumme brøleabe, der sidder og råber mig i øret: ”Det er en ommer, ikke godt nok, kammerat. Du må på den igen!”. Jeg snerrer ad den, taler den efter munden, ignorerer den, og intet hjælper. Den stopper først, når bogen er kommet fra trykken, og jeg selv kan se, at min bog faktisk er blevet god. For den første nagende tvivl har intet med publikums eventuelle reaktion at gøre. Næ, nej. Det handler udelukkende om mig; den er ligeglad med læseren – det er mig, den lille brøleabe vil drille. Det med publikums reaktion oplevede jeg første gang, jeg læste et digt op (i juni 1985). Vel var jeg nervøs, men ikke mere end, at nervøsiteten var blandet med forvent- ningens glæde og spænding. Og publikum reagerede heldigvis, som jeg havde håbet, høfligt, men bestemt, og jeg fik en personli

Jeg har fulgt Stine Reintoft siden Quiet Please – Vi tegner (2015), men på afstand. Jeg har ikke været så heldig at se hendes malerier, som har været udstillet bl.a. i Frankrig og USA, før nu. Og jeg må bare sige, at det var ventetiden værd! Jeg så soloudstillingen i Galleri Bredgade 22, et lille og intimt galleri, der er til at overskue, og for mig at se et perfekt sted, der kunne ligge i Paris - og så er rammen ligesom sat, ikke sandt? Jeg kan rigtigt godt lide Stine Reintofts malerier. Konturstregerne minder mig om tegneserier og Alphonse Mucha, og farverne - når der er farver på, for der er også malerier i sort/hvid/grå - sidder lige i øjet, om jeg så må skrive. Se bare på billedet ovenfor: Sikke en kjole, man kan ligefrem mærke stoffets tekstur, og så er den lilla, en farve jeg altid har elsket. Og sådan er det hele vejen igennem. Når der er farver, kan man altså se dem. Og sammen med konturstregerne og den realistisk-naivistiske stil (i mangel af et bedre udtryk), giver det maler

By Nicholas Pieterson The New York Spectator, April 23, 1928 THAT the earth is constantly permeated, not by any known form of radiation, but by subtle and invisible structures - those which certain speculative thinkers have termed the esoteric membranes of the heavens - may well prove to be the most arresting discovery yet forced upon twentieth-century science. These membranes, elusive and intangible, appear to connect distant Heavenly Bodies across the immensities of space in ways that challenge the very foundations of physical thought. As a consequence of recent inquiries, astronomers have found themselves compelled to reconsider long-established theories regarding the evolution of stars from incandescent nebulae. The universe can no longer be regarded as a mere scattering of isolated systems. Rather, it presents itself as a continuous, though hidden, fabric - one in which regions of space may be joined, folded, or brought into proximity by means not yet understood. It has even been

Lazarus: The Second Coming of David Bowie Alexander Larman, New Modern, 2026 David Bowie. Bare navnet alene siger alt. Mange mennesker forbinder navnet med storhedstiden i 1970’erne, men også senere lavede DB musik – som af mange bliver anset som værende dårligere end pladerne fra 1970’erne. Lazarus: The Second Coming råder bod på den tid, som mange bøger mangler – 1990’erne og frem til Bowies død. Denne anden halvdel af DB’s karriere bliver af mange betragtet som værende ringe musikalsk og tekstmæssigt, måske på nær albums som Black Tie… og Heathen. Men for forfatteren er der noget at hente i alle plader fra 1989 (minus Tin Machine, som alle hader, undtaget mig og et par andre særlige), selv i svagere plader som Hours… Og der er bestemt også noget at hente biografisk, og det gør Larman med fast hånd og uden sladdervorne rygter. Denne biografi er sober, og bogen dækker som sagt et lidt underbelyst afsnit af Bowies glorværdige karriere. Langt de fleste bøger dvæler ved 1970’ernes Bowie,