Av, det gør ondt. På den gode måde. En SYL lige ind i rygraden på Systemet. Der vises ingen nåde. Systemet er råddent. Og du er en del af Systemet, om du vil det eller ej. Hvad gør du, når afmagten og frustrationen er så overvældende, at du lammes og må give op, men stadigvæk gerne vil være til? Du laver årtiets punkskive! Og som lytter overgiver man sig pinen, til afmagten. Man elektrificeres, genoplives, vakler videre, mens den ene melodi efter den anden giver dig en kindhest, så ørerne blafrer. Og ørene, de blafrer, lytter betaget, mens kroppen vugger og hugger, som i spasmer. Teksterne rammer præcist, lige som de skal. Stof til eftertanke, vrede og frustration. Tag ikke fejl, frustration kan være en positiv kraft, når den kanaliseres som SYL gør det på pladen TL;DR. Og den kan være smuk, overraskede smuk faktisk. SYL giver Systemet – og mig – et tiltrængt hug, hvor det mest ondt. Det her er hardcorepunk, hårdtslående, melodiøst og stadigvæk eksperimenterende. Der er et par gedigne

John Foot The Red Brigades: The Terrorists who Brought Italy to its Knees Bloomsbury Publishing, 2025 Through meticulous research, Foot uncovers the true story behind the myths that have grown around the Red Brigades, highlighting the human costs of their actions, as well as their impact on Italian society. He explains how the contradictions inherent in their actions eventually led to their downfall in a series of high-profile mass trials. John Foots bog om De Røde Brigader (BR) er hård læsning. Og det er er nødvendig læsning, hvis man vil forstå, hvorfor (unge) mennesker kaster sig ud i væbnet kamp eller terrorisme. Bogen foregår primært under Blyårene i 1970’ernes Italien, men rent praktisk dækker den perioden 1968-88, med en hale, der afslutter det hele i 2000’erne. Og ja, så lang tid tager det for et samfund, der har været martret af terrorisme at komme videre. Man kan postulere, at det hele sluttede i 1988, da BR mere eller mindre blev udraderet af den italienske politietat og ret

10 Det regner 9 Jeg hader den lorteregn 8 Mine briller er 7 Pisse 6 Hamrende 5 Våde 4 Jeg kan 3 Ikke 2 Se en 1 Skid! 0 Løb! Hele demoen løber. Vi er tæt på 58, det pisser ned, men vi er ligeglade. Jeg er ligeglad, bortset fra brillerne er jeg skide ligeglad. Bortset fra. At jeg ser verden. Igennem en psykopatprisme. Er jeg Pisse. Ligeglad! Gu er jeg ej. Jeg er bange, nervøs og jeg har løs mave. Jeg ved at der snart vanker røvfuld, så jeg er ikke så sej, selvom jeg har inhaleret en 3-4 med gashåndtag. Jeg ved at der skal ske et eller andet. Tjekkerne er på vagt, holder øje med vores ærede politietat. Der holder øje med os. Helikopter, transitter og skovvogne, de holder øje med os. Og de ved at der er noget i gære, udover min mave. Der bobler af galde, angst og sur øl. Vi løber, råber, griner og uddeler fingre til panserne. Jeg forsøger at skrige min nervøsitet ud, det hjælper. Lidt. 300 meter endnu, så er vi der. Og vi er mange! I toget fra slummen ser jeg for mig at vi er 150, når vi g

Peter F. Hamilton Exodus Duo - The Archimedes Engine & The Helium Sea Random House Worlds (2024 & 2026) For millennia, the Crown Dominion has been at relative peace, with the Celestials in control and the human population little better than serfs. But now the Crown Dominion is facing a crisis of epic proportions – one that could change the balance of power in the Centauri Cluster forever – as an exiled faction that has been waiting for seven thousand years beyond the Helium Sea has r eturned to wreak their vengeance. Efter at have holdt pause med Hr. Hamilton læste jeg Salvation- trilogien og var vildt godt underholdt. Væk var de lange Tolkien- passager fra Void-trilogien, der var kort sagt strammet op. Bevares, bøgerne er stadig monsterlange, men de er skåret ind til benet. Og denne opstramning fortsætter med Exodus-duoen. Der er simpelthen knald på fra side 1. Alle Peter F. Hamilton-troperne er der: ormehuller, rumskibe, skurke og helte og selvfølgelig den uendeligt store kamparena:

Jeg ved det godt. Mange andre vidste det. Og min mor vidste det. Dolly Parton var helt speciel. Noget unikt. En kvinde, der vidste, hvad hun ville. En kvinde, der gjorde, hvad hun ville. Og min mor sagde det gang på gang: Dolly er helt utrolig. Hun har arbejdet sig op. Helt fra bunden til toppen. Jeg har ikke været mere end 10 år, da min mor sagde: Dolly er bare god! Vi sad og så et eller andet Schlagerprogram på tysk tv, hvor Dolly Parton sang Jolene. Jeg havde hørt hende mange gange, for hver gang hun var i radioen, skruede mor op for volumen, op på 11, og Dollys klare og umiskendelige stemme fyldte hver kubikmilimeter af stuen. Og mor satte trumf på og skrålede med, så mine ører blafrede. Og efterhånden kunne jeg nynne med på mange af hendes sange. Det var ikke sådan, at jeg blev fan, slet ikke. Men Dolly var altid en del af lydtapetet derhjemme, og når hun tonede frem på tv’et, var der ikke noget med at larme og igen sukkede mor næsten henført. Dolly Parton, hun er bare god! Senere

Jeg kan godt ærgre mig lidt over, at jeg kun har gået til kirkeorgelkoncerter i 7-8 år. For jeg sidder hver gang og er helt paf. Der er bare noget ved orgelmusik, der rammer mig lige i musikhjertet. Jeg mener, hvem kan ikke lide et Hammondorgel i et godt rocknummer? Og så er der det med kirkeorgler. Jeg tror det stammer fra, da jeg var lille og så et eller andet med cembalo i en eller anden fransk film; det gjorde et eller andet. Da jeg så blev ældre, kunne jeg høre de samme takter og harmonier, når jeg hørte kirkeorglet spille - de sjældne gange, jeg var i kirke. Jeg kan bedst lide barok og rokoko (som ikke er så regelret (ret mig gerne, hvis jeg tager fejl)). Men jeg hører gerne alle tidsperioder op til i dag. Jeg er bestemt ikke ekspert, men jeg er ret vild med J. S. Bach, Buxtehude og Erbach, men som sagt, jeg er ikke håndsky, hvad andre angår. Og så er det jo godt, jeg bor tæt på en kirke, der i ny og næ inviterer til orgelkoncerter. Den sidste koncert jeg var til, stod på Peter W